Didaktiske overvejelser - i hvilken rækkefølge skal stoffet indlæres

Hvad kom først hønen eller ægget? Det kan man jo tænke lidt over. Ligeledes, er det også vigtigt at man tænker over i hvilken rækkefølge deltagerne skal lære det planlagte stof.

I forhold til bekendtgørelse og vejledning[1] arbejdes der med flg. hovedområder:

  1. Grundlæggende viden om digitale værktøjer
  2. Organisering, strukturering og håndtering af data
  3. Informationssøgning
  4. Digital kommunikation
  5. Kompensatorisk it
  6. Sikkerhed, privatliv og persondata
  7. Bestået/ikke bestået (trin 1 + 2) og afsluttende prøve (trin 3)

Denne rækkefølge er i vejledningen struktureret i forhold til viden om og anvendelse af digitale medier, men ikke nødvendigvis i forhold til deltagernes erfaringer med anvendelse af digitale medier i jobbet og privatlivet.

Ofte er viden om hovedområderne i forhold til deltagererfaringerne vendt til denne hierarkiske rækkefølge:

1. Grundlæggende viden om digitale værktøjer (tænd, sluk, opdater), (behov og valg af medie)

4. Digital kommunikation (e-mail, e-Boks, netbank, borger.dk), (sms, mms), (sociale medier)

3. Informationssøgning (Internet – emner, adresser, søgestrategier, opbygning af offentlige
databaser), (Intranet – emner, adresser, opbygning og forpligtelser)

2. Organisering, strukturering og håndtering af data (hvor og hvordan gemmer jeg), (hierarkisk
struktur), (interne, eksterne og cloudbaserede arkiveringer)

5. Sikkerhed, privatliv og persondata (antivirus, e-handelsmærker, sikring af person- og virksomhedsdata)

6. Kompensatorisk it (tekst til oplæsning, tekst til oversættelse, billede til tekst, billede til tekst til oplæsning, tale til tekst)

I forhold til planlægning af en undervisning med differentieret progression, opbygning af viden og gode vaner i forbindelse med digitale medier, bør der tænkes lagdelt i forhold til generelle færdigheder (alle hold) og i forhold til specifikke færdigheder (virksomhedshold).

Dette forstået således, at det første lag indeholder emner og procedurer, som er gennemgribende i forhold til alle øvrige discipliner og hele kursusforløbet. Andet lag indeholder emner og procedurer, som er væsentlige i forhold til flertallet af de øvrige discipliner. Tredje lag indeholder emner og procedurer, som er differentierede i forhold til interesser og opgaver, disse set i forhold til job, privatliv og fritidsliv. Evt. flere lag indeholder uddybning og konstruktion af løsninger for emner og procedurer fra tredje lag. Sværhedsgraden er ikke nødvendigvis stigende mellem lagene, men omfanget af viden indenfor de enkelte emner og discipliner forøges og sættes i forhold til deltagernes personlige behov og, på virksomhedshold, virksomhedens ønsker.

Figur 1 viser denne tankegang.

Værktøj nederst på skærm

 

Figur 1 Lagdeling i forhold til læringsmål

  1. FVU Digital vejledning 1. september 2020

    https://www.uvm.dk/-/media/filer/uvm/udd/voksne/pdf20/sep/200903-undervisningsvejledning-fvu-digitial-endelig-version.pdf