FVU-digital – et nyt FVU-fag

Faget er kommet til i forbindelse med 3-partsforhandlingerne i 2016, hvor der blev udtrykt et ønske om at ”hæve bunden” i forhold til arbejdsstyrkens almene IT-kompetencer, for at det danske arbejdsmarked kan stå stærkere i konkurrencen med udlandet. Baggrunden var en konstatering af, at mere end 1 million voksne danskere havde vanskeligheder ved at løse hverdagsopgaver på en computer (iflg. PIAAC-undersøgelsen). Faget har en udløbsdato i 2022, da det netop er en udmøntning af 3-partsforhandlingerne, men mon ikke at det fremadrettet bliver en permanent del af viften af FVU-undervisningstilbud. FVU-digital adskiller sig fra de traditionelle FVU-fag ved, at det udelukkende henvender sig til ansatte i virksomheder eller ledige.

Uddrag fra Undervisningsvejledningen for FVU-digital:

Identitet
Faget FVU-digital er målrettet deltagere, som har behov for at styrke deres basale færdigheder i digital opgaveløsning i forhold til arbejdsmarkedet. Faget har således et praksisnært fokus.

Undervisningen i FVU-digital skal bidrage med kendskab til og erfaring med at anvende digitale løsninger på arbejdsmarkedet og hermed skabe en forståelse for digitale løsningers indflydelse på arbejdslivet med afsmittende positive effekter på fremtidige job, uddannelse, privat- og samfundsliv.

Formål
FVU-digital har til formål at styrke deltagernes muligheder for at udvikle og opnå rutine og sikker brug af deres basale digitale færdigheder med henblik på at betjene sig af digitale løsninger som nyttige værktøjer på arbejdsmarkedet samt at få mod på at tilegne sig nye digitale færdigheder.” (Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, september 2020)

Af ovennævnte fremgår det, at faget henvender sig til samme målgruppe, som de øvrige FVU-fag. Ofte er der sammenfald mellem at have vanskeligheder med dansk skriftsprog og brug af IT, og de samme deltagere har behov for både IT- og danskundervisning. Her kan især nævnes ordblinde, der for at løse skriftsproglige opgaver, er afhængige af IT-hjælpemidler og skal kunne mestre IT-færdigheder for at kunne læse og skrive. Derfor indgår ”Brug af LST (læse- og skriveteknologi)”, som læringselement på alle trin.

Ligeledes forventes det, at faget bidrager til, at deltagerne får øgede muligheder for deltagelse i samfundslivet dvs. ved at styrke sine basale IT-færdigheder, kan deltagerne fx selvbetjene sig på myndigheders hjemmesider, kommunikere via e-Boks, orientere sig på sundhed.dk, melde sig ledig på jobnet.dk, tilrette selvangivelse på skat.dk osv.

På linje med de kendte definerede kulturteknikker at læse, skrive og regnebrug af IT betragtes som en ny kulturteknik, der er essentiel for at klare sig som samfundsborger.