I Bekendtgørelsen for FVU-digital, står der flg. om lærerkvalifikationer:
”For at kunne varetage undervisning i FVU skal læreren på ansættelsestidspunktet have bestået de på det tidspunkt gældende fagmoduler i den Pædagogiske Diplomuddannelse, som offentliggøres på Uddannelsesguiden (UG.dk), eller have tilsvarende kvalifikationer.
Lærere på FVU-digital og FVU-engelsk, som ikke har bestået fagmoduler, jf. stk. 1, skal have undervisningskompetence i form af faglig og pædagogisk kompetence i engelskfaget og i fag med digitalt indhold samt have viden om voksenlæring og -didaktik.”
Heri præciseres det, at man skal være uddannet FVU-lærer eller have tilsvarende kvalifikationer indenfor pædagogik, undervisningskompetence og viden om voksenlæring og -didaktik som det vigtigste og derudover have undervist i fag med digitalt indhold.
De relevante fagmoduler er 10 og 11 i den pædagogiske diplomuddannelse Undervisning og vejledning for unge og voksne – eller altså tilsvarende formelle kvalifikationer.
Som udbyder af FVU-digital er det en god ide først at kikke i egne eller andres rækker efter dygtige FVU-undervisere, der har erfaringer med IT, eller har mod på at gå i træningslejr for at tilegne sig de nødvendige IT-kvalifikationer. Et dårligt valg er at ansætte en IT-ekspert, der ikke har uddannelse eller erfaring med at undervise voksne. For at få succes med gennemførelsen af undervisningen er det kendskabet til målgruppen, der vægter mest.