Som digital-underviser er det essentielt, at du har et meget konkret billede af, hvad der skal undervises i på kurset og i hvilken sammenhæng, det indgår i virksomhedens daglige opgaver. Det er meget nyttigt, at du, som underviser, får mulighed for at interviewe både ledere, mellemledere og medarbejdere, inden du planlægger undervisningen. Mest for at spore sig ind på niveauet og få indsigt i, hvad der er brug for at lære. Snakken med lederne og mellemlederne handler mere om virksomhedens nuværende og fremtidige behov for IT-værktøjer set i et lidt større perspektiv. Vanskeligheden her kan være, at ledere og mellemledere heller ikke besidder så mange IT-kompetencer, og derfor har svært ved at definere klart, hvad mål og indhold skal være. Her må du bruge dine egne erfaringer og dømmekraft og komme med forslag, og omsætte virksomhedens ønsker til almene grundlæggende IT-færdigheder, der harmonerer med rammerne for FVU-digital. Du kan også opleve virksomhedsledere, der er sure over at medarbejderne ikke svarer tilbage på deres mails, og forventer at du som underviser skal dressere dem til at gøre det. Det er ikke underviserens rolle at optræde som autoritet, men derimod at sørge for at medarbejderne lærer hvordan de IT-teknisk kan svare på mails, og så er det op til virksomheden at motivere dem til at gøre det.
I mange virksomheder benytter man specialiseret software, som ikke hører til under FVU-digital. Ønsker virksomheden, at deres medarbejdere skal undervises specifikt i brugen af dette software, må der henvises til leverandørens udbud af specialiserede kurser. Dog har vi mulighed for i FVU-digital, at undervise i de grundlæggende generelle IT-færdigheder, der umiddelbart er forudsætningen for senere at kunne tilegne sig de mere specialiserede færdigheder. Fx hvis det drejer sig om et registrerings-/journaliseringsprogram, som basalt set er en stor database, så kan der inddrages undervisning om håndtering af data og navigering i databaser.
FVU-digital kan nu også tilbydes ledige - se nærmere her.