Umiddelbart ser det ud som om FVU-digital er et meget teknisk fag (hårde værdier), men husk, at det drejer sig udelukkende om at styrke deltagernes basale IT-færdigheder og ikke om avanceret IT-undervisning. Det er klart en forudsætning/fordel at være rutineret bruger af IT, men det vigtigste er, at du er en dygtig FVU-underviser. Husk det, der kendetegner FVU-faget (fagets DNA) (bløde værdier); relations arbejde, anerkendende tilgang, undervisningsdifferentiering, afpasse udfordringer til de enkelte deltagere, skabe en tryg, god og afslappende stemning, skabe interaktion mellem deltagerne, have det sjovt osv. Alt sammen almengyldig vigtig viden om at undervise voksne. Dette gælder også for FVU-digital, da det er samme målgruppe, som vi kender fra de andre FVU-fag.
Bemærk, at den tid, der er afsat pr. trin, er væsentligt mindre end på andre FVU-fag – 20-30 timer mod 30-60 timer for FVU-dansk, -matematik og -start.
Det må ses som udtryk for et ønske om stor fleksibilitet i forhold til virksomheders behov – men det er en udfordring at nå trinmålene inden for den afsatte tid.
Bemærk dog, at der ikke er samme flow som mellem trinnene som i dansk og matematik. Det vil sjældent være realistisk at en kursist, der er stort set blank på it og starter på FVU-digital trin 1, kan opnå slutniveau på trin 3, og der er i det hele taget ganske meget "slip" mellem trinnene. Hvis du bliver indplaceret på trin 3, er det således sandsynligvis fordi du har lært dig en hel del it i en anden sammenhæng.