Læreplan og undervisningsvejledningen til faget er gode og instruktive – så start med at læse dem grundigt. De findes her på Undervisningsministeriets hjemmeside.
I læreplanen er fagets indhold og rammer beskrevet, både overordnet og specifikt, for hver af de fire trin faget udbydes i. Her får man som underviser et godt overblik over fagets struktur og konkret viden om undervisningens kernestof, karakteristika for trinene, didaktiske principper, undervisnings- og arbejdsformer m.v.
Undervisningsvejledningen er nyttig, da den udover at beskrive fagets mål og indhold, også har detaljerede eksempler på metoder og konkrete undervisningsforløb. Eksemplerne kan tilrettes til dine egne forløb, hvor du genbruger strukturen og metoderne, og fylder dine egne mål og indhold ind i planen.
Bemærk, at den tid, der er afsat pr. trin, er væsentligt mindre end på andre FVU-fag – 20-30 timer mod 30-60 timer for FVU-dansk, -matematik og -start.
Det må ses som udtryk for et ønske om stor fleksibilitet i forhold til virksomheders behov – men det er en udfordring at nå trinmålene inden for den afsatte tid.
Bemærk også, at der ikke er samme flow som mellem trinnene som i dansk og matematik. Det vil meget sjældent være realistisk, at en kursist, der er stort set blank på engelsk og starter på FVU-engelsk trin 1, kan opnå slutniveau på trin 4, og der er i det hele taget ganske meget "slip" mellem trinnene. Hvis du bliver indplaceret på trin 3 eller 4 er det således sandsynligvis fordi du har lært dig en hel del engelsk i en anden sammenhæng.